referat bestyrelsesmøde 3/2022
Møde i Det Grønne Hus 20 april kl 19-ca 21Referat af møde nr. 3 2022 i 20. april i Det Grønne hus kl. 19 - 21.30
En sluttet skare ankom kl. ca. 19 (Kurt med Ib og rugbrød). Dans hustru er desværre afgået ved døden for nylig, og vi kondolerede. Dan er heldigvis atter ved godt mod. Deltagerne var: BM, RiS, SP, KJ, DK, CRR og IJ (referent). Til vederkvægelse under vore drøftelser var indkøbt snacks og øl, og kaffe serveredes frisklavet. Tak til BM og RiS.
- Godkendelse af referat af sidste møde.
OK
- Hasselmus Svenstrups skov – Ekskursion til Magleskoven 23. marts. Deltagere:
Eilif Byrnak (DN Sorø, primus motor i Sorøs Hasselmusprojekt), Hans Baagøe (flagermusekspert), Claus Løvendahl (Skovfoged på Svenstrup og Giesegaard) og BM, RiS
Meget vellykket ekskursion til Magleskov. BM havde forgæves søgt at få kontakt med Bo Håkonsson (BoH) fra DN’s administration, men han er sygemeldt. BM og CL vil samarbejde om et projektudkast, som vil blive søgt finansieret via BoH og/eller Køge Kommune. Eilif Byrnak og Hans Baagøe tilbyder at hjælpe med projektudkastet, hvilket vi med kyshånd tager i mod. Projektet vil omfatte etablering af indre skovbryn/-lysninger, plantning af megen brombær, opsætning af mange kasser (50?) i de potentielle syvsoverhabitater med hjælp fra Helene Flügge og udførlig instruktion fra vore to eksperter (Byrnak og Baagøe). Kassernes GPS-koordinater noteres. CRR nævnte, at hun har kasser til sin rådighed, og der var diskussion om opsætningsåret. Logikken peger på 2022, men 2023 var også i spil. Når det hele er sat i værk, ser vi frem til at kunne sende søde fotos af en vågen syvsover til aviserne og internettets medier. Alle ytrede stor ros til Claus Løvendahl for hans initiativ.
- Affaldsindsamlingen april 2022; adoption af grøftekanter: Mette W. Bode/Jonas Whitehorn
Affaldsindsamlingen primo april 2022 blev afviklet fint. Måske har vi en lille indflydelse på holdningen til vor tåbelige ’brug og smid væk’ kultur, idet der var mindre affald end sidste år. RiS omtalte, at bydelsforeningen hos ham ville gentage succesen 17. september i samarbejde med DN. Fornemt! Vi havde fået en god omtale af DN-indsatsen i Køge i den direkte træbaserede presse.
Adoption af grøftekanter fik en loren modtagelse i bestyrelsen. Ideen har gode takter, men rummer bl.a. også mulighed for at pege fingre ad glemsomme naboer. Bestyrelsen ønsker ikke at deltage i projektet, men ønsker det held og lykke. Vi understreger vort hovedmotiv i denne forbindelse: Øgning af ressource- og energibesparelse samt genbrug.
- Status på Naturstrategi. Brev til forvaltning + NR - (møde aftalt d. 28. april på Rådhuset)
BM ytrede utilfredshed ned manglende respons fra Køge Kommune i en række tilfælde. Alle var forargede over denne mangel på udvist samarbejdsengagement. IJ foreslog BM at lave en liste over hængepartier og give dem videre med bebrejdelse af Køge Kommune fra hele bestyrelsen, ved BM’s spisemøde med Pia Nielsen 28. april. Fremover vil DN-Køge i øvrigt gerne mødes med Køge Kommune i to adskilte fora: Plan, Byg og Miljø samt Vej, Park og Byrum.
CRR gjorde rede for indsatsen for §3 kortlægning i hendes kommune. Dette kom frem under omtale af manglende reaktion til BM fra Køge Kommune. CRR havde elegant kunnet gennemføre luftfoto- og GIS- (Geographic Information Systems) -kortlægning af sin kommunes §3 arealer; derefter kommer så tilstandsvurderingen af samme vha. biofagfolk. Kommunerne har pligt til indberetning til Miljøstyrelsen. Køge Kommune er nr. 2 fra neden med <1% indberettet, kun overgået af Frederiksberg; der indgik ingen indberetning i 2020 fra Køge. Fra Faxe (hvor CRR arbejder) er indberettet 73%! DN-Køge er beskæmmede og dybt undrende på Køges vegne.
- Natura 2000 – 2022-2027 for Ølsemagle revle (147) og Køge å (148) – Høringssvar??
Vi besluttede, at IJ skulle udarbejde vort høringssvar, som så vil kunne bruges i de sammenhænge, som kloge administratorer finder relevante. Vi skal informeres om svarets brug og vil formodentlig acceptere deres valg bortset fra ét: Negligering. Referenten har valgt at skrive svaret ind i referatteksten:
TO WHOM IT MAY CONCERN
I Køge Kommune er udpeget to Natura 2000 områder: Ølsemagle revle (147) og Køge å (148).
Ølsemagle revle (147): Naturtilstanden i 147 er ifølge data fra Køge Kommune forringet: Strandengens tilstand er således faldet fra 40% god til 10% god tilstand (Kommunens eget søjlediagram) fra 2010-12 til 2016-19. Der er således for strandengens vedkommende (langt det meste af revlen) sket en markant stigning af den moderate tilstand på bekostning af den gode ditto. Desuden savnes en gennemgang af den i udpegningsgrundlaget opførte prioriterede naturtype (kystlagune (1150*).
DN-Køge finder dette uacceptabelt. Det er stærkt påkrævet, at der iværksættes den nødvendige naturpleje (ekstensiv drift) og rydning af invasive arter (særlig rynket rose). DN-Køge vil gerne oplyses om hvilke tiltag, man vil gøre sig for at følge og vende udviklingen samt om hvordan, hvornår og hvor ofte udviklingen rapporteres.
Køge å (148): Dette lange blå bånd er en hydrologisk, biologisk og geologisk perle. DN-Køge finder, at registrering af udpegningsgrundlagets pigsmerlings forekomst i de forskellige dele af å-forløbet bør finde sted. Flere steder er sket voldsomme entreprenørarbejder, der muligvis kan påvirke denne fisk – der er knyttet til rent, iltrigt vand. Desuden er det DN-Køges holdning, i enighed med kommunens udspil, at forvaltning af den smukt slyngende å bør omfatte de lavtliggende, å-nære, ofte tidvis oversvømmede engarealer, således at disse friholdes fra intensiv drift. I disse klimabevidste tider rummer dette en oplagt miljø- og naturgevinst, der ligger lige til højrebenet. Mageskifteløsninger virker oplagt.
- Status på sagen om skiltning i Gl. Kjøge gårds skove – BM 5 min (Steffen, Søren From)
BM var ikke imponeret over Steffen (nyansat i Køge Kommune), der skulle være ekspert på offentlighedens adgang. Der hviler åbenbart stadig en uklarhed over ’stiftelse’-begrebet, men ikke hos adspurgte jurister. Henrik Bringsøe har derfor givetvis ret i, at skiltningen er misvisende. Ingen afslutning endnu. BM har god kontakt til Søren From.
- Nyhedsbrev vedr. rekruttering af nye aktive – SP
SP’s glimrende tekst er lagt på hjemmeside og FB, men har desværre ikke affødt henvendelser endnu. RiS fik opbakning til et forslag om senere events, hvor vi med teltbod, foldere om Naturen i Køge samt ulv og grævling (udstoppede) fra DN kunne søge at få naturinteressenter i tale.
- Kontakt fra Jan Mansour, der koordinerer lommepengejob i de store boligområder i Køge. Det sker i regi af helhedsplanen og Jan er ansat i Boligselskabet Sjælland. Jan ønsker samarbejde om løbende affaldsindsamling sammen med nogle voksne.
De unge mennesker ønsker voksnes medvirken, og DK stillede sig til rådighed. DK kunne medvirke med sin specialvogn og de tilhørende snappere, og gennemgå de områder, som han udpeger. Referenten fik ikke nedfældet, hvem der kontakter Jan Mansour; derfor må jeg pege på BM.
- Events på torvet. Grøn omstilling – Biodiversitet – 20. april og d. 7. maj?
DN-Køge må desværre melde fra. På næste bestyrelsesmøde nedsættes en arbejdsgruppe, der påtager sig at stå for et DN-Køge arrangement på torvet.
- Hop i Havet – ny event d. 26. juni – (sommerfest)
BM vil bede Maria Stærke og Niels Rolskov (?) om at tale. BM, RiS, KJ, SP og DK deltager om formiddagen. Kl. ca. 12 mødes vi i roklubben til vort årlige sommermøde i DN-Køge.
- Møde i Grundvandsrådet d. 5. maj på Rådhuset – hvem kan deltage?
RiS kan deltage.
- Kommunernes klimaplaner…../affaldsplaner – forebyggelse
DN-Køge kipper med hatten og glæder os til planernes virkeliggørelse. Måtte den komme snart!
- Henvendelse fra DOF – tårnfalkeprojekt
Varm støtte fra DN-Køge til Bjarne (DOF), hvorfra henvendelsen kom. Alle ideer til afhjælpning af redekasseunderskud vil vi støtte. CRR fortalte om et spændende ådselprojekt, hvor trafikdræbte døde dyr lægges på en platform i en vis højde. Dermed imødegås trafikdrab på fx glenter.
-
- SP: Møde med Dorthe Andersen (Ejby Borgerforening). Drøftede hundeskov og naturindhold. SP og IJ vil følge blomsterengen langs Kirkebjergvej tæt på Ejby, særlig med fotografering.
- CRR: Grundejerforening vil betale 60% af udgifterne til anlæg af vild natur, kommunen giver resten. Eksempel til inspiration og opfølgning! Brug det i PR aktivitet over for Køge Kommune.
CRR var tilfreds med sine store vilde planter som stor knopurt og horse-tidsel
- BM havde fået henvendelse fra DN centralt om medlemshvervning i Køge området, men uden at tale med BM først.
- KJ og BM vil kontakte politikere om ring 5.
- BM fortæller om ’Fremtidens Øresund’ på Christiansborg 30. april 2022
Referent: Ib Johnsen (IJ), 22 april 2022