Nyhed

Fælles indsats: Hele Danmark samler affald

Danmarks Naturfredningsforening er klar til den årlige affaldsindsamling den 17. - 18. april.

Målet er et Danmark helt fri for affald. Hvert år samler mere end 100.000 frivillige borgere affald i naturen og giver en hånd til lokalsamfundet. Du kan også være med, opfordrer Birgit Mindegaard, der er formand for DN Køge.

Du kender det sikkert. Et cigaretskod mellem tæerne på stranden eller synet af en øldåse på stien, hvor du går. Det er bare irriterende. Det mener langt de fleste danskere i hvert fald. Affald i naturen er til gene for mennesker. Det er til gene for dyrene, og så er det også et problem for miljøet. Et cigaretskod indeholder plastik og er 5 år om at blive nedbrudt og dåser kan genanvendes.

Så affald smidt i naturen er trist. Det ødelægger vores naturoplevelser og indeholder værdifulde ressourcer, vi kunne have brugt igen. Det handler også om at sende et signal til andre om, at det ikke er i orden at smide affald i naturen.

I år er der et særligt fokus på take away -emballage, når vi samler ind. Engangsbestik, plasttallerkner, papkopper og burgerbakker er blandt den engangsemballage, som ofte havner i naturen. Der tælles antal kilo affald, antal dåser med og uden pant og stykker take away-emballage.

Opret din egen affaldsindsamling
Du har mulighed for at oprette en affaldsindsamling i din lokale natur og at invitere din familie, naboer eller venner med til at gøre en kæmpe forskel for naturen og få en god social oplevelse. På www.affaldsindsamlingen.dk kan du oprette din egen. Når du klikker på `opret indsamling , bliver du sendt videre til login. Har du ikke tidligere logget ind og oprettet en indsamling, kan du nemt oprette en ny bruger og komme i gang. Når du har oprettet en indsamling, får du tilsendt en deltagerpakke med affaldssække, en pose kaffe til arrangementet og en vejledning. Deadline for at oprette din egen indsamling er d. 24. marts. Det er muligt at låne snappere/gribetænger af DN Køge. Der er lavet en aftale med ETK om, at de forestår afhentningen af det indsamlede affald mandag den 19. april. Husk at bruge handsker og at passe på jer selv.

På nuværende tidspunkt er der oprettet 12 indsamlinger fordelt over det meste af kommunen. Hvis du vil være med, kan du tjekke, hvor der er en indsamling tæt på dig på www.affaldsindsamlingen.dk. Klik på Find indsamling og derefter søg på Køge i søgefeltet ( søg i arrangementer ).

www.dn.dk/koege og www.facebook.com/ Danmarks Naturfredningsforening Køge vil du kunne finde denne pressemeddelelse, så du kan finde de oprettede indsamlinger.

Kontakt : Lisbeth Müller, tlf. nr. 21185341