Nyhed

Ny naturstrategi under opsejling: DN Køge giver sit bud

Den nuværende naturstrategi i kommunen har ikke leveret godt nok. Det skal være anderledes i den nye strategi, som kommunen har på bedding. Det mener DN Køge.

Torsdag d. 8.9.2022 havde forvaltningen i Køge og naturrådet indbudt kommunens borgerne til workshop i Borup Kulturhus. Her kunne alle komme med ideer til den nye naturstrategi for den næste 5-årige periode. Dejligt at borgerne blev inddraget i prioriteringen af det fremadrettede naturarbejde i kommunen.

I Dagbladet har man tidligere kunne læse at Klima-og Planudvalget er af den opfattelse, at den eksisterende naturstrategi ”har fungeret godt ved at give et overblik og retning”.  DN Køges opfattelse er imidlertid, at det godt kan være, at Naturstrategien har givet overblik over indsatsområder, men det er desværre ikke mange af planens mål, der er blevet gennemført.

Sidst i marts måned sendte DN Køge vores version af en ”statusrapport” for gennemførelse af naturhandleplanernes mål til forvaltningen. Statusrapporten var i sagens natur en helt subjektiv vurdering fra DN Køges side.

Lidt baggrund

I 2017 blev der udarbejdet en Naturstrategi for perioden 2018-2022. Naturkonsulenter, biologer, politikere og endelig borgerindspark dannede baggrund for de i alt 11 hovedmål som byrådet vedtog som Køge kommunes Naturstrategi frem til 2022.

Naturstrategien blev omsat i en Naturhandleplan, der skulle sikre at målene blev ført ud i livet.

Interessenter fra diverse NGOer, lodsejere, landbrugsorganisationer og landsbylaug blev tilbudt sæde i det nyoprettede Naturråd, hvor kommissoriet lagde op til at alle kunne komme med ideer, løsninger, forslag til prioritering hvorefter politikerne som sagt kunne træffe beslutning om hvilke sager der skulle prioriteres for den kommende periode.  

Der var i strategien lagt op til at politikere og forvaltning skulle følge op på resultaterne årligt og herefter prioritere indsatsen. Dette er ikke formelt sket.

Strategien var delt op i tre kategorier:

  • Opgaver Køge Kommune skal løse som myndighed og ejer af natur
  • Naturområder og arter i Køge Kommune der trænger i særlig grad til hjælp
  • Kommunens arbejde på at forbedre befolkningens adgang til naturen

 

Derefter blev der foretaget en prioritering:

1) Først sikres eksisterende god og beskyttet natur

2) Dernæst genoprettes natur, der er skadet, men har potentiale til at blive god natur

3) Ny natur anlægges, hvor en analyse har vist, at det kan udvikle sig til beskyttet natur

De 11 hovedmål med tilhørende handlinger fordelte sig på:

  • 7 mål som kommunen er forpligtet til at gennemføre iht. FN’s biodiversitetskonvention om at standse tabet af biologisk mangfoldighed.
  • 3 mål om øget information
  • 1 mål der gjaldt ejerskabet 

Under hvert hovedmål ligger flere delmål, hvilket giver i alt 76 delmål.

 

Resultat af DN Køges gennemgang

Ud af de 7 hovedmål – som kommunen er forpligtet til at gennemføre – kan det konstateres, at kun ”Bedre vand natur”, nemlig åer og søer er fuldt gennemført (hvis der ses rigtig positivt på resultatet af de 4,5 års arbejde).

De områder, der var prioriteret højest, var indsatsen i Natura 2000 områder (Ølsemagle revle og Køge Å), de øvrige fredede naturarealer (Regnemarks banke og mose samt Valore mose) samt kommunens øvrige beskyttede natur (§3).

Miljøministeriet har i foråret udgivet en statusrapport over tilstanden af Natura 2000 områder i Køge kommune. Og den lader meget tilbage at ønske. Både i metodik samt i resultat af kommunens indsats. Kommunen har reelt kun forsøgt at forbedre eller vedligeholde status for 0,7 ha. på Ølsemagle revle. 

I Natura 2000 området for Køge Å, er der reelt ikke sket nogen forbedrende eller vedligeholdende indsats fra Køge kommunes side. Vi ved reelt ikke om pigsmerling findes i området længere. Der er ikke foretaget nogen officiel tælling siden området blev deklareret.

Arbejdet med den fredede Valore mose er først påbegyndt reelt i 2021/22. Plejeplan for Valore mose ligger til endelig godkendelse, mens der stadig ikke findes en godkendt plejeplan for Regnemarks bakke og mose. Der er dog igangsat afgræsning af områder i Regnemarks banke.

Det lovpligtige eftersyn af §3 områder er først lige påbegyndt. Og her er efterfølgende plejetiltag ikke igangsat. Resultatet skriger til himlen Det er ikke til en bestået karakter.

Årsagerne til, det i vores optik stærkt utilfredsstillende resultat, er sikkert mange. Mest af alt utilstrækkeligt afsatte midler. Vi er bekendt med at der findes gode og hårdt arbejdende medarbejdere i forvaltningen, men det er svært at føre den vedtagne strategi ud i livet, når ressourcerne er beskedne. De beskedne ressourcer hænger selvfølgelig klart sammen med fravær af fokus på natur og biodiversitet fra hovedparten af politikernes side.

De afsatte ressourcer står på ingen måde mål med ønskerne angivet i naturstrategien.

DN Køges forslag til ny Naturstrategi

Som den økonomiske situation ser ud i dagens Danmark, er det nok ikke realistisk at tro på at der afsættes hverken flere person- eller økonomiske ressourcer i det kommunale budget.

I stedet for at fortsætte foregående periode spredte fægtning – med mange, men mindre tiltag, uden at der er opnået de store naturmæssige resultater, ønsker DN-Køge, at der foretages en hård prioritering og derefter fokuseres benhårdt på gennemførelse af nogle få – men vigtige naturforbedrende indsatser.

  • Pleje af Valore mose.
  • Udvide plejen af Regnemarks mose/banke
  • Fortsætte succesen med udgravning af nye vandhuller rundt i kommunen
  • Vedligeholdelse/pleje af Natura 2000 områderne